Annonce


Danefæ Top 10 - 2016

Et helt vildt Danefæ-år, men hvilke fund er de mest betydningsfulde? I samarbejde med Nationalmuseet giver dk4 atter i år et bud.

Danefae top_10_2016_smykker_lilleDet er blevet en årlig tradition, at Nationalmuseets Danefæ-afdeling sætter sig sammen med dk4´s Frantz Howitz for at sammensætte en top 10-liste over det forgangne års mest interessante arkæologiske fund. For at komme i betragtning til listen er det reglen, at et fund skal have været inde omkring Nationalmuseet for at blive registreret og Danefæbehandlet. Fund af ikke ædelt metal gjort under professionelle udgravninger kommer ikke i betragtning, men det gør derimod de genstande, der er fundet af private enten med detektor eller som løsfund.

Danefae top_10_2016_Morten_Grundvad_lilleAldrig før er der indleveret så mange genstande som i det forgangne år. Det har gjort det svært at udvælge en top 10-liste, for hvad tæller mest - størrelsen og metalværdien af et fund, eller om det fortæller noget nyt om fortiden, som vi ikke vidste i forvejen? Endelig er det også et ønske fra Nationalmuseets side, at ikke kun Dansk Oldtid, men også Mønt-, og Medaljesamlingen samt Afdelingen for Middelalder og Renæssance er repræsenteret på listen.

Da den første udgave af ”Danefæ top 10” blev vist for nu 7 år siden, var der genstande på listen, der overhovedet ikke ville komme i betragtning i år. Så vildt har det udviklet sig. Den ene detektorplads med rige fund efter den anden opdages, og det er helt overdådigt, hvad der kommer frem fra den danske muld. Også det varmere vejr spiller en rolle, for sæsonen er blevet forlænget for udgravninger og arbejde med detektorer. Ikke så snart Nationalmuseet og Frantz Howitz havde udarbejdet årets liste i december måned, før der kom nye fund til, som vendte op og ned på placeringerne. Genstande er røget ud af listen, og placeringer måtte ændres. Det skete fx i år, hvor nye udgravninger med supplerende rige og unikke fund byttede om på de to øverste placeringer.

Danefae top_10_2016_Lisbeth_Imer_lilleDa Frantz Howitz for 7 år siden fik ideen til en ”Danefæ top 10”-liste var det mest ment som en alvorlig spøg og en god anledning til at få fortalt nogle gode og oplysende historier fra den arkæologiske arbejdsmark samt at få vist dk4's mange arkæologiinteresserede seere en række nye og spændende fund. I dag har ”spøgen” udviklet sig, og for både lokalmuseerne og detektorarkæologerne er der kommet prestige i at være repræsenteret på listen med et fund. Det er noget, der forpligter. Derfor er det også med bævende hjerte, at Frantz Howitz hvert år må udelukke genstande, som han føler burde have været med. Alligevel forsøger han at fordele sol og vind lige og også fremvise et par af de genstande, der IKKE kom på listen. Til gengæld kan mange af de skuffede findere glæde sig over, at en stor del af deres fund bliver udstillet på Nationalmuseet.

Danefae top_10_2016_Peter_Vang_Petersen_lilleHvert år, den sidste lørdag i januar måned, åbner Nationalmuseet en ny udstilling med aktuelt Danefæ. Her kan interesserede ganske gratis komme ind og se en lang række af de smukke og interessante genstande, der er fundet i det forgangne år, mange flere end der er plads til på dk4´s liste.

”Danefæ top 10 2016” vises første gang fredag den 27. januar. Dagen efter – lørdag den 28. januar – åbner Nationalmuseet dørene op for årets Danefæ udstilling. Således arbejder Nationalmuseet og dk4 sammen i et fælles ønske at formidle Danefæ og hylde de mange findere.

Danefae top10_2016_Frantz_Howitz_lille

Annonce

 
       
dk4 | Rådmandsgade 55 | 2200 København N. | Tlf. 7025 3535
© Copyright dk4. Materialet må ikke gengives uden tilladelse.

Annonce