Om 7 minutter
Campingmagasinet
Kl. 23.35
Juice it up
 
 

Kolonihaveliv

Kolonihavelivet i Danmark fejler bestemt ikke noget. Overalt i haveforeningerne summer det af liv, hygge og masser af sjove projekter. Men hvorfor er kolonihaverne så populære i Danmark? Det forsøger dk4’s Katrine Orleman Thrane at finde svar på i ”Kolonihaveliv”, hvor hun besøger koloninister overalt i Danmark lige fra Sydhavnen i København til Haderslev i Sønderjylland.

Der er rigtig mange måder at have kolonihave på. Nogle flytter ud i deres kolonihave, når sæsonen starter d. 1. april og bor der hele sommerhalvåret til der bliver lukket for vandet d. 1. oktober. Andre overnatter aldrig i deres kolonihave og har måske kun et lille hus, hvor de kan nyde deres frokost og lave en kop kaffe. Nogle har toilet med træk-og-slip og bad, mens andre synes det er fint at bruge haveforeningens fælles bad og toilet på gammeldags manér. Nogle har prydhaver, som er så flotte og velholdte, at de vinder præmier for dem, mens andre har haven fyldt med gynger, sandkasse og en trampolin til børnene. Nogle huse er små nuttede huse med navne som ”Slottet” og ”Godset”, der giver associationer til sangen om ”Mormors kolonihavehus”, mens andre ligner små sommerhuse og har hems, vaskemaskine og tørretumbler. En kolonihave er altså ikke bare en kolonihave.


2. sæson: Økotips fra Slottet i Smørmosen og rundtur i HF Vennelyst


I anden sæson af ”Kolonihaveliv” tager Katrine Orleman Thrane i hvert program på besøg hos Sølva Falgren og Jens Juhl i Slottet i Smørmosen for at få tips til, hvordan man dyrker sin have økologisk. Sølva og Jens har dyrket deres kolonihave økologisk siden de købte Slottet i Smørmosen tilbage i 1994. På baggrund af deres mange erfaringer har de udgivet flere bøger og holder mange foredrag om den økologiske fremgangsmåde, de er kommet frem til at dyrke deres have på. I løbet af programmerne kommer Jens omkring evner som kompost, økologiske gødningsmidler, sædskifte, blandingskultur og regnvandshåndtering, men også om dyr, der gavner økologien.  Læs mere om Slottet i Smørmosen

Katrine Orleman Thrane bliver i hvert program også inviteret med på rundtur i haveforeningen Vennelyst, som er Københavns ældste haveforening. Her fortæller foredragsholder og guide Jørgen Oulund om historien og livet i Vennelyst. Jørgen viser en række af foreningens sjove og finurlige huse frem og fortæller historierne om bl.a. Søtter, Frimærket, Kuppelhuset og Kulissen. Jørgen inviterer også Katrine indenfor i sin egen have, som har en helt speciel historie. Læs mere om Jørgen Oulund


1. sæson: Kolonihavernes historie og beboere
I første sæson af "Kolonihaveliv" bliver Katrine Orleman Thrane introduceret til kolonihavernes historie i selskab med formanden for Kolonihaveforbundet for Danmark, Preben Jacobsen, som har været aktiv i Kolonihaveforbundet i mere end 25 år. Preben Jacobsen giver også et indblik i, hvilke love og regler, der er omkring det at have kolonihave.

Datidens kolonihaver var et fristed for fattige arbejderfamilier, hvor de kunne komme ud og få frisk luft og dyrke grøntsager langt væk fra fugtige baggårdslejligheder. For at få et nærmere indblik i, hvem det er, der har kolonihave i dag, og hvordan de bruger deres haver, tager Katrine Orleman Thrane på besøg hos antropolog Kirstine Cool. Kirstine Cool skrev i 2009 kandidatafhandling om kolonihaveforeninger i Storkøbenhavn, og som feltarbejde til projektet boede hun et halvt år i en kolonihaveforening, så hun kunne komme helt tæt på kolonisterne og deres liv i haverne. I dag er kolonihaverne ikke kun beboet af arbejderklassen. Ifølge Kirstine Cool, er det nemlig blevet trendy at have kolonihave, og derfor er der kommet en anden type af kolonister til, som er kreative og veluddannede børnefamilier, der gerne vil dyrke den autentiske kolonihavestil og give deres børn mulighed for at mærke græsset under tæerne.
 
       
dk4 | Rådmandsgade 55 | 2200 København N. | Tlf. 7025 3535
© Copyright dk4. Materialet må ikke gengives uden tilladelse.