Midt i den gamle del af Fredericia ligger den skønneste lille have. Man skal vide den findes, for den er ikke synlig fra vejen. Men bliver man inviteret på besøg hos Lars Wildes, og går igennem boligen, åbner der sig den smukkeste blomstrende byhave.
Tekst: Louise Møller, Haveselskabet
Midt i den gamle del af Fredericia ligger den skønneste lille have. Man skal vide den findes, for den er ikke synlig fra vejen. Men bliver man inviteret på besøg hos Lars Wildes, og går igennem boligen, åbner der sig den smukkeste blomstrende byhave.
Lille have med mange blomster
Haven er kun 260 kvadratmeter, og græsplænen er for længst blevet erstattet af terrasser, bede og drivhus. Det er seks år siden Lars og hans familie flyttede ind og begyndte at omdanne den forsømte have, som i dag fremstår som et imponerende blomsterhav. Det er særligt stauderne der er Lars’ store interesse, men enkelte buske gør stauderne selskab. Her er blomster fra forår til efterår, og Lars justerer løbende så alle blomsterne får lov at præsentere sig på bedste vis. De høje bagest, de lave forrest og naturligvis med øje for blomstringstidspunkter og farver. Lars kender sine planter, og elsker at eksperimentere med nye kombinationer.
Haven er mere end en hobby
For Lars har haveinteressen udviklet sig til langt mere end en hobby. Efter flere år som pædagog, valgte han sidste år at skifte spor, og blive gartner på en kirkegård. Et valg han på ingen måde har fortrudt. Så i dag fylder arbejdet med planterne en stor del af Lars’ liv, men det har han det rigtig godt med. Han bruger også meget tid på at dele ud af sin viden med videoer på YouTube og Instagram, hvor han både fortæller om hverdagen som gartner på kirkegården, men også viser hvordan han formerer planter, indretter og passer sin have.
Lars formerer selv sine stauder
Langt de fleste af de planter der findes i haven, har Lars selv formeret enten ved at lave stiklinger, ved at dele store planter og ved at samle frø som han senere har sået. På den måde har han holdt udgifterne på et minimum og planterne er kommet til lidt efterhånden. I dag formerer han flere planter end han selv har brug for, så han sælger dem på plantemarkeder, så andre kan få glæde af overskuddet. For Lars er det vigtigt at lægge vægt på, at man ikke behøver at have en stor pengepung for at have en flot have. Den smukke have opstår gennem passion og nysgerrighed og ved at få rigeligt jord under neglene.
Se et spot for programmet her: