I ”Spotlight - Only music” handler det først og fremmest om musikken. Her får du den fulde koncertoplevelse uden afbrydelser.
De fleste kender ham nok som operasanger eller skuespiller. Men i mange år har Joachim Knop haft en drøm om at lave en jazzplade med rødder i den danske og amerikanske sangskat. Så da han begyndte at spille lidt med sine gode naboer og venner Chris Minh Doky samt Nikolaj Bentzon, var der ingen vej tilbage.
Nu skulle drømmen gå i opfyldelse. Men der skulle mod til. Det har været lidt af en overvindelse for Joachim Knop at gå efter drømmen. Det er først nu, hvor han er kommet længere i livet, at han tør at kaste sig ud i en genre, der ligger langt fra operaens verden – eller fra skuespillet, hvor man kan gemme sig bag en rolle.
På den anden side har Joachim Knop altid følt, at han lever i en forkert tid. Croonere og jazzens stemme har altid talt til ham. Derfor har han oversat gamle musical-klassikere, krydret dem med numre fra den folkekære komponist Bent Fabricius Bjerre – og det er der kommet et velklingende album ud af.