Vild natur i verdensklasse - de største fritlevende vilde dyr i Danmark, finder vi i Lille Vildmose.
Det er elgen, som er kommet tilbage efter 5000 års fravær, det er krondyr, hav- og kongeørne, traner og vildsvin - og de færdes frit omkring i Danmarks største fredede landområde.
Bo Gregersen tager os med op i Dødens Tårn, her fortæller han om, hvordan døde dyr skaber liv. Vi vover os ind til området, hvor vildsvinene konstant roder i jorden - vi tager på safari, ud hvor vi ser traner og rådyr, og vi vandrer en tur på den gyngende grund i højmosen - og undervejs er vi konstant på udkig efter elgen.