Ved at benytte denne side er jeg indforstået med brugen af cookies.
Du kan læse mere om vores persondatapolitik (GDPR) på denne side
Accepter

Dansk-tysk med Matlok: Ritt Bjerregaard

For mange år siden blev Siegfried Matlok ofte spurgt, om den første kvindelige regeringsleder ville komme i Danmark eller i Tyskland, og han svarede prompte og sikkert: ”Det bliver Ritt Bjerregaard i Danmark”.

Ritt Bjerregaard blev ikke statsminister, men hun har i flere årtier været en af de mest betydningsfulde og indflydelsesrige kvinder i dansk politik - en stærk profil, som har sat sine fingeraftryk på den nyere Danmarkshistorie. Både som folketingsmedlem fra 1971, som undervisningsminister, socialminister og fødevareminister, som socialdemokratisk toppolitiker og som dansk EU-kommissær for miljø i Bruxelles fra 1995-2000, hvor hun fik et særlig godt forhold til den daværende tyske miljøminister – Angela Merkel.

Ritt Bjerregaard afsluttede sin politiske karriere som overborgmester i København fra 2005-2009. Hun var en politiker, der delte vandene, når bølgerne gik højt på og udenfor Christiansborg: højt elsket og beundret blandt sine egne, men frygtet og lagt for had af mange modstandere.

Når Ritt Bjerregaard er hovedpersonen i denne udgave af ”Dansk-tysk med Matlok” skyldes det, at hun har en særlig privat og politisk baggrund overfor det tyske, overfor DDR og Vesttyskland og overfor det siden 1990 genforenede Tyskland. I en kronik i Jyllands-Posten skrev Ritt Bjerregaard for nylig: ”Det er uendeligt vigtigt, at danskere kan tysk og orienterer sig mod Tyskland. I EU er Tyskland afgørende for, hvordan Danmark placerer sig i verden og dermed også i EU.“

I programmet, der er optaget i 2019 møder Siegfried Matlok Ritt Bjerregaard i det socialdemokratiske ledelsesværelse på Christiansborg.
Ritt Bjerregaard døde den 21. januar 2023.
   

Arrangementer og Sociale medier

 
 
dk4 | Titangade 15 | 2200 København N. | Tlf. 7025 3535
© Copyright dk4. Materialet må ikke gengives uden tilladelse.