”Velkommen til programmet for alle dem, der vil nyde livet med et godt glas” hilser Carsten Berthelsen ved programmets begyndelse. Og det er altså øl, der er i glasset, for to af landets mest vidende og underholdende ølspecialister og -entusiaster, Carsten Berthelsen og Rolf Nielsen, har påtaget sig den udfordrende opgave at finde de 50 bedste øl i hele verden, som enhver bør smage, mens man endnu kan nyde livet.
I løbet af 10 programmer præsenterer Carsten Berthelsen det dejlige øl og smager på det sammen med danske brygmestre, ølspecialister og ølentusiaster. Der er faktuelle oplysninger om øltyper, gær, humle, mask, lagring, alkoholstyrke og meget, meget mere. Der bliver sammenlignet, smagt og bedømt, mens varmen stiger op i kinderne. Men der bliver også skænket i smukke glas og talt om sammenhængen mellem glas og øltype, og der er gode ideer til, hvilken slags mad øllet passer til – hvis altså øllet ikke bare skal nydes i den dybe lænestol.
Det er lidt nørdet, det er meget underholdende, og det er stærkt inspirerende, når Carsten Berthelsen byder velkommen i bræddehytten. Om det så også passer, når Berthelsen slutter hvert program med bemærkningen ”Det smawer” – ja, det må seeren selv finde ud af.
I dette program handler det om ”Verdens stærkeste øl”. Gæst er Bjarke Bundgaard, specialkonsulent på Carlsberg.
Følgende øl præsenteres, smages, beskrives og bedømmes:
EKU "28"
Samichlaus Bier
QUADRUPLE OG BARLEY WINE
Westvleteren 12
Thomas Hardy's ale
Programserien bygger på bogen ”50 øl du skal smage før du dør” af Rolf Nielsen og Carsten Berthelsen. Udgivet på Gads Forlag.
(Læs mere om programrækkens øl, leverandører, importører, bryghuse og glas på olduskalsmage.dk4.dk)