Günter Grass, nobelpristager, superforfatter, Tysklands samvittighed eller sin egen dårlige samvittighed - Grass er altid til stede, og han er en af de få forfattere, som figurerer på alle internationale lister over, hvilke tyskere man kender til.
Og samtidig er han en person, som mange elsker at hade - man kan blot spørge Frankfurter Allgemeine Zeitung eller Der Spiegel, som sjældent lader en lejlighed gå fra sig til at få en aggression ud mellem sidebenene.
Men Grass er også en forfatter, som mange elsker - han holder af at læse sine egne værker op, og han har altid fulde sale, når han gør det, i øvrigt også når han lejlighedsvis optræder i Danmark.
Og det gør han så i dette program, hvori professor Per Øhrgaard med ovenstående linjer indleder præsentationen af Tysklands store forfatter, kunstner og borger.
Per Øhrgaard har besøgt Günter Grass i dennes lejede sommerbolig på Møn til en 25 minutter lang samtale.
Programmet er det tredje i dk4s nye serie om toppersonligheder fra tysk kultur- og politisk liv.
Øvrige deltagere i programrækken er i første omgang Egon Bahr, Hans Magnus Enzensberger, Gesine Schwan, Christoph Hein og Herfried Münkler.
Efter første visning kan programmerne ses som net-tv på skoler.dk4.dk.