Ingen sommer uden Hansi Hinterseer

Ingen sommer uden Hansi Hinterseer - open air-koncert i Horsens 2. september

 

Den østrigske schlagerstjerne rykker ind på scenen i Lunden i Horsens

Ingen sommer uden en dansk koncert med Hansi Hinterseer. Det ved hans fans - og det ved den østrigske schlagerstjerne selv.

Så lørdag den 2. september går han på scenen i Lunden i Horsens.

Og han glæder sig allerede.

 

  - Hver gang jeg tager til Horsens, ved jeg, at der venter mig en fest, siger han.

  Hansi Hinterseer kender byen fra koncerter på både Fængslet og i Forum Horsens.

  - Nu ”løslader” vi ham fra Fængslet og flytter koncerten til de smukke omgivelser i Lunden, der passer perfekt til hans musik, siger Frank Panduro, direktør for Horsens & Friends, som sammen med Musikforeningen Eigils står bag arrangementet.

  De samarbejder desuden med dk4, som optager hele koncerten og udsender den på et senere tidspunkt.

  Portene åbnes kl. 16, og frem til kl. 19.30, hvor koncerten med Hansi Hinterseer begynder, vil der være flere musikalske overraskelser.

 

Masser af guld og platin

63-årige Hansi Hinterseer har en mere end 20 år lang karriere som sanger bag sig, dokumenteret på efterhånden 40 album, senest ” Bergsinfonie”, som han udgav sidste år.

På væggen derhjemme har han 34 guld- og 12 platinplader. En af platinpladerne er for ”The Danish Collection”, som i 2010 sikrede ham høje placeringer på de danske hitlister.

Så hans mange fans herhjemme er fortrolige med den lange række af hits og kan synge med, når Hansi Hinterseer kaster sig ud i titler som “Du hast mich heut noch nicht geküsst”, “Amore mio”, “Tiroler Berge”, “Sieben rote Rosen”, "Hände zum Himmel", "Hey Baby", "Komm nach Tirol Senorita", "Viva Tirol", ”Lebenslänglich mit Dir“ og ”Komm und tanz“.

Der er da heller ingen tvivl om, at mange af disse sange vil dukke op ved september-koncerten i Lunden i Horsens. Og naturligvis medbringer Hansi Hinterseer sit faste orkester, Tiroler Echo.

 

Billetsalg fra 27. marts men for Schlagerklubbens medlemmer den 25. marts

Til koncerten sælges både ståpladser og siddepladser til priser fra 595 kr. plus gebyr. Det sker via www.ticketmaster.dk. Salget begynder mandag den 27. marts kl. 10.00.

Allerede fra lørdag den 25. marts kl. 10.00 er der forsalg via Hansi Hinterseers fanklub og Schlagerklubben på dk4.

 

Hvis du ikke allerede er medlem af Schlagerklubben, så kan du melde dig ind på dk4.dk