Annonce


Livsvalg: Tiltrækning

Er det fysik, er det ønsket om artens overlevelse, eller er det noget helt andet, der afgør, hvem vi føler os tiltrukket af? Og hvordan ser det ud, når tiltrækning omsættes til dans? Det forsøger Anne Absalonsen og hendes medvært, hunden Nelson, at finde ud af, når de i dette program lader gæsterne folde tiltrækningens kraft ud i snak, dans og fysikforsøg.

For der er en kraft, der holder både mennesker og universet sammen: tiltrækningen, men er det den samme form for tiltrækning, en fysiker og en forelsket kvinde taler om? Det undersøger vi i dette program.

Livsvalg tiltraekning_fysikEgentlig er det såre simplet og lige til at forstå, når lektor emeritus i fysik, Malte Olsen, demonstrerer nogle af de love, der holder universet sammen. Malte Olsen er den fysiklærer, vi alle sammen burde have haft, for han gør stoffet levende, let forståeligt og håndgribeligt, når han blandt andet fortæller om, at det, der holder en bordplade oppe, er at elektronerne er gode venner.

Det er ikke kun elektroner, der er vilde med hinanden i dette program, også dyr har, ikke ulig mennesker, særlige præferencer for, hvem de falder for. Kryptozoolog Lars Thomas har i mange år beskæftiget sig med videnskabsformidling, og han sidder klar i sofaen til at fortælle om, hvad fasaner og andre dyr reagerer på, når de bliver tiltrukket af hinanden.

Livsvalg tiltraekning_blindhedFælles for både mennesker og dyr er, at de ofte bruger synssansen, når de udsøger sig en partner. Men hvad falder man så for, når man er blind? Det ved John D. Heilbrunn, for den aften, hvor han var til et middagsselskab hos nogle venner, hørte han en kvindestemme, der fik hans hjerte til at slå et ekstra slag. Den kvinde er han i dag gift med, men han har aldrig set hende.

Livsvalg tiltraekning_dansDans er nok den bevægelsesform, der bedst udtrykker tiltrækning, og blandt danse er rumbaen den, der bedst fremstiller alle aspekterne af den store kærlighed: tiltrækning, frastødning, tilgivelse, hengivelse, drama, charme – den har det hele. Programmets to dansere, Niels Henrik Hartvigson og Pascal Herrbach, danser på højt plan, og de evner at få netop alle disse nuancer frem i dansen. Til tonerne af Katja Epsteins fine ”Rosen unter dem Schnee”, giver de os en følsom fortolkning af tiltrækningens veje og vildveje.

Men kærligheden er ikke altid lige så let at håndtere, som den ser ud i dansen. Det ved Louise Friman, for hun falder igen og igen for den samme type mænd, også selvom hun godt ved, at den type ikke er noget for hende. Det er en problemstilling især mange kvinder kender til, og en problemstilling, der ikke nødvendigvis er en løsning på. Hør om Louise Frimans erfaringer og tanker sidst i programmet.


Om serien
I en serie på seks programmer tager Anne Absalonsen livtag med emner inden for sundhed, krop og videnskaben bag, men også med noget af det, der ikke kan måles og vejes, det, vi tit – i mangel af bedre – kalder det alternative. Anne Absalonsen og hunden Nelson inviterer i hvert program spændende gæster ind i et følsomt lounge-studie for at tale om, hvordan de har truffet essentielle LIVSVALG eller hvad deres særlige forudsætninger betyder for den måde, de vælger at leve på. Det er ikke kun snak, for der bliver bl.a. også danset, malet, musiceret og kokkereret i de seks udsendelser, hvor tonen er let, men emnerne vægtige.


Livsvalg Tiltraekning_intro_lille



 
       
dk4 | Rådmandsgade 55 | 2200 København N. | Tlf. 7025 3535
© Copyright dk4. Materialet må ikke gengives uden tilladelse.

Annonce